Stigende behov for skibsassistenter sætter skub i ny uddannelse
De betyder uendelig meget ombord på stort set alle typer af skibe. Vedligeholdelse på dæk og maskinrum, vagt-tjansen når andre sover og sikkerhed til søs.
Skibsassistenter er de praktiske medarbejdere ombord, når skibet skal fortøjes og losses i havnen, og der er stort behov for flere. Derfor slår MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole nu dørene op til en helt ny uddannelse i Esbjerg, der skal få flere lokale unge i Region Syddanmark til at træde ind i en spændende karriere til søs.
Uddannelsen som ubefaren skibsassistent tager kun 20 uger og giver et kompetencegivende certifikat til at sejle. Allerede inden uddannelsen er åbnet, står Esbjergs lokale virksomheder og rederier klar med opbakning, praktikpladser og jobmuligheder.
I august 2025 går det løs
Uddannelsen til ubefaren skibsassistent starter officielt i Esbjerg og udbydes i en to-årig forsøgsperiode med mulighed for forlængelse. Der vil være plads til 15 studerende per semester, og MARTEC og Fredericia Maskinmesterskole byder sammen de første studerende velkommen i august 2025.
Læs mere om den nye uddannelse her.