"Skibe i sig selv er komplekse systemer"

Søren Enemark er HSEQ Chef i Danske Rederier. Det står for Health, Safety, Environment, and Quality. Det kræver en del overblik. Men heldigvis har Søren noget ekstra med i posen.

Kan du kort fortælle, hvad din rolle i Danske Rederier går ud på – og hvad du arbejder med til daglig?

Det vigtigste i mit arbejde er at varetage rederiernes interesser. Det betyder, at vi deltager i stort set alle IMO-møder (International Maritime Organization), hvor vi bidrager med faglige input til internationale organisationer og myndigheder, så de regler der udarbejdes, bliver både fornuftige og anvendelige for det maritime erhverv.

Vi deltager også i den regionale regulering af skibe gennem arbejdet i EU-Kommissionen. Derudover hjælper vi rederierne med eksempelvis dispensationsansøgninger, fondsansøgninger og tolkning af komplekse reguleringstekster, så det sikres, at skibene overholder gældende regler.

Mit arbejde omfatter ofte sikkerhedsspørgsmål for skibe – herunder redningsmidler, brandbeskyttelse og stabilitet – men også temaer som Black Carbon i Arktis og brændstofkrav ved sejlads i polare områder. Jeg arbejder desuden med kravene i Polar Code, der gælder for skibe, som sejler i arktiske og antarktiske farvande.

Det nyeste arbejdsområde er undervandsstøj fra skibe, som ser ud til at blive et stort emne i de kommende år, ikke mindst pga. den store fokus på biodiversitet.

Du har tidligere sejlet og arbejder i dag b.la. med offshore, arbejdsmiljø og internationale regler hos Danske Rederier – hvordan oplever du overgangen fra at være ude på havet til nu at arbejde med de mere teoretiske og politiske rammer på land?

Før jeg startede i Danske Rederier, arbejdede jeg i næsten 12 år i Søfartsstyrelsens regelkontor, hvor jeg skrev bekendtgørelser og vejledninger for skibe på dansk flag. Overgangen fra søen til land har været både lang og lærerig, men min baggrund fra hverdagen som navigatør på skibene giver mig en god faglig forståelse. Når man har sejlet i mange år, ved man, hvad reglerne i praksis betyder for skibene, og det er en stor styrke i arbejdet med regulering. Mine 14 år til søs før jeg kom i land er derfor en central del af den faglige ballast, jeg bygger mit arbejde på i dag.

Hvilken forskel gør det i dit arbejde i dag, at du selv har praktisk erfaring fra søen?

Som nævnt er styrken ved at have sejlet, at man ved, hvad der er for og agter på skibet og teknikken om bord, hvilket giver en intuitiv forståelse for, hvordan reglerne påvirker den konkrete hverdag om bord. Man kan lettere omsætte teoretiske krav og intentioner her på land til praktiske konsekvenser ude på skibene, og det løfter kvaliteten i det arbejde, vi laver i dag.

Regler fra IMO, EU og Polarkoden kan virke tunge og tekniske. Hvordan arbejder Danske Rederier for, at de giver mening i praksis for dem, der faktisk sejler?

Regler for skibe er komplekse – og det med god grund, for skibe er i sig selv komplekse systemer. Derfor deltager vi tæt i arbejdet i IMO og EU, særligt i de tekniske arbejdsgrupper, hvor reguleringen forhandles og skrives. På den måde kan vi medvirke til, at de overordnede intentioner i reglerne bliver omsat til bestemmelser, der både er praktisk anvendelige og ikke unødigt administrative for skibene.

Hvis vi er det mindste i tvivl om, hvordan en bestemt regulering vil påvirke skibene, går vi direkte i dialog med vores medlemmer. Deres ekspertise fra den operative drift bringer vi med ind i selve "maskinrummet", hvor reglerne formes, så vi sikrer, at de tekniske realiteter om bord bliver afspejlet i den endelige lovgivning.

Hvad synes du er det mest spændende eller meningsfulde ved at arbejde med den tekniske og internationale side af søfarten?

Hele arbejdet med regulering er spændende og meningsfuldt, netop fordi reglerne skabes for at forhindre ulykker og forbedre sikkerheden til søs. Ofte starter en regelproces med en ulykke, hvor en rapport peger på årsager og mulige forbedringer. Denne viden bringes ind i IMO, hvor vi drøfter, hvilke tiltag der kan forhindre lignende hændelser – ikke kun præcis den samme ulykke, men også dem, der ligner.

Det er derfor meget tilfredsstillende at kunne slå op i regelværkerne og se, hvordan erfaringer fra en konkret ulykke nu står som international regulering, som skibene efterlever. Samtidig er det enormt udviklende at deltage i internationale tekniske fora, hvor man sidder side om side med eksperter med dyb specialviden. Her lærer man konstant nyt og får udbygget sin forståelse af en lang række dybt specialiserede områder.

Man kan sige, at man både bidrager og lærer på én gang – og det er netop dét, der gør arbejdet med internationale regler så fagligt spændende.