SÅ er det nu! All hands on deck, den årlige maritime konkurrence for HHX og HTX-elever, er skudt i gang, og i denne klumme kan du møde de fire jurymedlemmer, som skal afgøre hvilken klasse, som har opnået det bedste resultat, og dermed vinder konkurrencen og 20.000kr. til klassekassen!
Frederik Strange Dybsø
Frederik Strange Dybsø er assistant professor hos SIMAC i Svendborg. Han underviser blandt andet i skibsteknik, simulatorsejlads og radiokommunikation. Han er uddannet skibsfører og har sejlet som navigatør ved Maersk og Esvagt med fokus på navigation, sejladsplanlægning, sikkerhed og lastehåndtering.
René Taudal Poulsen
René Taudal Poulsen er associate professor ved Copenhagen Business School og forhenværende programdirektør for BSc-uddannelsen International Shipping and Trade. Han forsker i bæredygtighed i shipping med fokus på grønne teknologier, energieffektivitet og miljøforbedringer i globale værdikæder. Han har publiceret i førende internationale tidsskrifter og bidraget til studier om alternative brændstoffer, havneoptimering og miljøregulering. Derudover underviser han i maritime emner som innovation, international shipping og maritim økonomi.
Christian Bo Andersen
Christian Bo Andersen har en stærk baggrund i den maritime sektor med erfaring både til søs og på land. Han begyndte sin karriere med en HHX-eksamen og blev herefter uddannet som Dual skibsofficer hos Maersk. Efter endt uddannelse sejlede han i flere år, og gik efter 4 år som 1 mester i land. Her fortsatte Christian hos NORDEN som Technical Superintendent, overtog siden ansvaret som Fleet Group Manager for tankskibe. I dag er han Head of Technical Management hos NORDEN, hvor han sammen med sit team har det overordnede ansvar for den tekniske drift og support af NORDEN ejet skibe.
Cecilie Enevoldsen
Cecilie Enevoldsen er Head of Crewing for DFDS’ nordiske flåde og har mere end 20 års erfaring i shippingbranchen. Hun startede sin karriere gennem Maersks MISE-program og har siden haft en bred vifte af roller inden for netværksplanlægning, optimering, forhandlinger og global crew management. Cecilie har arbejdet både i Danmark og internationalt, bl.a. i Hong Kong, og har gennem hele sin karriere haft fokus på at kombinere operationel effektivitet med menneskelig trivsel til søs. Hendes tilgang er præget af en stærk tro på, at succes i shipping begynder med søfarerne – og at god planlægning altid handler om mennesker, ikke kun tal.
Cecilie ser frem til at bidrage i juryen med sin erfaring fra branchen og sin interesse for, hvordan vi gør shipping attraktivt for kommende generationer.