Erhvervspraktik åbner døren til Det Blå Danmark

 


Der er noget særligt ved første gang, man træder ind i en verden, man ikke vidste fandtes. For mange unge er Det Blå Danmark netop sådan en verden. En industri, der holder verdenshandlen i gang, driver den grønne omstilling og tilbyder karrierer, der spænder fra broen på et skib til komplekse logistiksystemer på land, og endnu flere unge får nu mulighed for at komme helt ind i ’maskineriet’.  

 

Det er et paradoks. Vi er en af verdens førende søfartsnationer, men for mange unge er dansk søfart stadig lidt… usynligt.

Derfor er der god grund til at være begejstret for projektet Erhvervspraktik i Det Blå Danmark, som World Careers står bag med støtte fra Den Danske Maritime Fond. For det her handler om at åbne døren. Helt konkret.

Fra 2025 er erhvervspraktik blevet obligatorisk i folkeskolen. Alle elever i 7. 8. eller 9. klasse skal mindst én gang i erhvervspraktik i udskolingen. Det giver en unik mulighed: at møde unge dér, hvor deres nysgerrighed er størst og vise dem, hvordan en arbejdsdag i den maritime sektor faktisk ser ud. Ikke som teori. Ikke som PowerPoint. Men som virkelighed.

Og det er netop pointen.

Når en elev følger en operationsafdeling i et rederi, ser en teknisk løsning blive udviklet eller får indblik i, hvordan globale forsyningskæder hænger sammen, sker der noget. Shipping går fra at være abstrakt til at blive konkret. Fra “det der med skibe” til, at “det kunne faktisk være mig”.

Projektet bygger videre på erfaringerne fra Skibsuniverset, men tager det afgørende næste skridt: fra inspiration til handling. Ambitionen er klar: flere elever i praktik, flere rederier med, og en stærkere forbindelse mellem unge og en branche, der har brug for deres kompetencer.

For behovet er der. Kasper Thoverud Lønborg er erhvervsplaymaker i Esbjerg Kommune og arbejder netop for at bygge bro mellem erhvervslivet og unge uddannelsessøgende. Han er begejstret for det nye initiativ:

”Det er fantastisk, at det maritime Danmark nu åbner dørene for erhvervspraktik for elever i 8. og 9. klasse, fordi det giver de unge en reel mulighed for at opleve en branche, de ellers sjældent møder i hverdagen. Erhvervspraktik er et af de stærkeste redskaber til fremtidig rekruttering, fordi interesse og karrierevalg ofte skabes gennem konkrete oplevelser – ikke gennem brochurer. Samtidig står Danmark over for små ungdomsårgange, og konkurrencen om de unge bliver kun skarpere”.

En branche i rivende udvikling
Vores branche står midt i en transformation drevet af digitalisering, nye teknologier og grøn omstilling. Samtidig bliver ungdomsårgangene mindre, og konkurrencen om talent hårdere. Derfor er det nødvendigt, at branchen tænker nyt, for at sikre Danmarks position som søfartsnation, men også i måden vi rekrutterer på.

Her er erhvervspraktik ikke bare en aktivitet, men en kæmpe mulighed. Erhvervspraktik er ikke noget, der bare skal ’overstås’, men inspirere og motivere.

Projektet kommer til at kræve samarbejde mellem rederier, skoler, vejledere og organisationer. Men vigtigst af alt kræver det, at nogen åbner døren og siger: “Kom indenfor. Se, hvad vi laver.”

For nogle unge vil det ’bare’ være en spændende uge. For andre kan det være begyndelsen på en karriere. Og måske, bare måske, er det her, vi finder fremtidens maritime talenter.

Fakta om projektet Erhvervspraktik i Det Blå Danmark:
Projektet Erhvervspraktik i Det Blå Danmark skal skabe en stærkere bro mellem grundskolen og den maritime sektor ved at give elever i 8. og 9. klasse mulighed for at komme i erhvervspraktik hos danske rederier. Initiativet udvikles og drives af Danske Rederier som en del af World Careers-indsatsen. 

Projektet er en strategisk videreudvikling af World Careers-indsatsen ’Skibsuniverset’, hvor målet er at give eleverne konkrete erfaringer med shipping og samtidig skabe en vedvarende pipeline af maritime talenter. 

Som led i projektet etableres en digital platform, hvor elever nemt kan finde og søge praktikforløb, og hvor rederier kan oprette og administrere praktikpladser. Samarbejde med skoler, kommuner og UU-vejledere skal samtidig sikre, at praktikforløbene bliver relevante og tilgængelige for elever i hele landet. 

Projektet forventes at øge unges kendskab til Det Blå Danmark og de mange karrieremuligheder i branchen. Målet er, at mindst 25 rederier deltager i projektet inden for de første to år, og at mindst 100 elever årligt gennemfører et erhvervspraktikforløb. 

På længere sigt er ambitionen, at projektet bliver en fast del af Danske Rederiers rekrutteringsindsats og bidrager til at styrke talentpipeline til den maritime sektor, til gavn for branchens vækst, grønne omstilling og samfundsbidrag. 

 

onDemand