2015 blev et år med masser af events

Også i 2015 var Det Blå Danmark markant til stede med events i hele Danmark. Målet er klart. De unge, der skal til at vælge uddannelse, skal kende alle de mange muligheder, som Det Blå Danmark har at byde på. Her viser undersøgelse efter undersøgelse, at det personlige møde har klart den største effekt. Derfor er uddannelses- og karriereevents en af de vigtigste kampagneaktiviteter – og der arbejdes altid på at inddrage virksomhederne bag det Blå Danmark direkte.

De mange events er udviklet, så de henvender sig målrettet til de fire forskellige segmenter, som Det Blå Danmark fokuserer på: Shipping, maritim teknologi, offshore og skib.

På shippingområdet inviterede vi blandt andet 80 unge til TRADE event, hvor 10 rederier var til stede. På teknologiområdet afholdt vi NEXT Gen, hvor blandt andet fremtidsforsker Thomas Geuken kiggede i krystalkuglen og kom med bud på morgendagens teknologier. På offshore-området fik 140 unge i Esbjerg spændende oplæg fra Dong Energy, Mærsk Olie & Gas samt A2Sea. Og på skibsområdet fik 75 unge HTX’ere mulighed for at prøve det nyudviklede SHIP game og møde repræsentanter fra de maritime skoler.